Opgave. Marlene Duus

Opgave 2.

Marlene Duus.

Marlene var en dag hjemme hos sig selv sammen med sin veninde da hendes ex kæreste stormede ind og slog løs på hende med et vandrør. Han smadrede hende sønder og sammen og smed hende derefter ud fra 3. sal. Det er tre år siden. Hun er nu 50 % invalid og kan ikke komme til job. Hun ser sin ex kæreste i fjernsynet sammen med Claus Meyer i hans TV shov hvor han hjælper de indsatte med at få et arbejde. Hun som ikke har noget arbejde eller fået nok hjælp klager over at gerningsmanden har fået mere hjælp end offeret. Hun vil gerne have at man skal give mere hjælp til offeret og mindre hjælp til gerningsmanden.

Jeg synes ikke at man skal blande de to ting sammen. Hvordan man behandler den kriminelle er en sag og hvordan man behandler de udsatte er en anden sag. Vi skal skelne mellem de sager. Bare fordi at staten ikke yder nok for ofrene skal det ikke gå ud over de kriminelle. Staten har midlerne til at hjælpe men de vil bare ikke. Det har ikke noget at gøre med at de ikke kan fordi at de hellere vil hjælpe de kriminelle, men det handler om at det ikke vil. Selvfølgelig kan det hjæpe ofrene, men bare fordi de ikke gør det skal det ikke gå ud over de kriminelle som måske også har brug for hjælp. Staten kunne måske fjerne fokusen en smule på de kriminelle og give den til ofrene. Jeg tror også at hellere vil hjælpe de kriminelle pga medierne. Medierne er ikke interesseret i nogle der hjælper det udsatte men de vil meget heller høre om hvor meget vi gør for de kriminelle.

Jeg høre at der er mange af jer derude som gerne vil have givet ham en længere straf, men for hvilken nytte?
Så han kan tag af vores skattepenge? Så han kan drive den af? Måske vil det være bedre hvis vi fik noget gavn af ham. Måske vil i gerne give ham en længere straf så vi kan grine af ham i fængslet og få det bedre med os selv. Så vi kan få den følelse af hævn. Når man tænker på det så er det ret latterligt at give ham en længere straf. Jeg vil kunne forstå hvis han var sindsyg eller bare farlig for sine omgivelser men ellers ville det bare være meningsløs. Jeg tror ikke helt på straffe for at afskrække folk. Medmindre det er nogle ekstreme metoder som f.eks. tortur ellers ville det ikke virke.

Marlene virke også lidt som et barn. Hun virker lidt misundelig. Hun er misundelig på barnet med de rige forældre, hvis man kan sige det sådan. Fordi at hendes forældre ikke giver hende de ting som han har. Jeg ved godt at han har lavet noget slemt men der er nok nogle organisationer eller enheder som der hjælper ofrene eller de kriminelle som der nok ikke har noget med hinanden at gøre. Marlene kunne istedet for at pege ud hvor meget bedre hendes ex-kæreste har det kunne hun pege ud hvor slemt hun har det og hvad komunen kan gøre bedre; uden at det skal gå ud over hendes ex-kæreste.

-Alexander 

Skolemassakren i New Town.                                                                                              




Det som vi kan gøre for at forbygge hændelser som denne, er at være mere opmærksom. Adam Lanza var en meget klog dreng, men han havde en sindforstyrrelse. Han havde et problem med at være social. Han blev også beskrevet som en nørd.  

Adam Lanzas far var meget velhavende, så hvad var årsagen til massedrabet? Mange mener at det var computer spillenes skyld og at det var årsagen til hans massakre. Adam Lanza spillede meget computerspil og det var hans eneste ven.


Det som man kan gøre, ville nok være mere opmærksom i skoler og fritidsklubber. Hvis det var blevet behandlet og han måske havde fået snakket med en psykolog. Grunden til at Adam dræbte alle disse børn, er fordi han ikke har været social. Hvis man havde opdaget det tidligere, havde man kunnet undveget massakren.

Miller   Seest

Sagen om Marlene Duus'

Den 19. november 2008, stod Marlene Duus' op sammen med hendes veninde hjemme hos hende selv efter en hyggelig venindeovernatning. Da de skulle sige farvel i hendes gang, dukkede Marlenes ekskæreste uventet op i døren med et tungt, rustent jernrør. Han slog vildt omkring sig. Veninden prøvede at stoppe ham, men da de fandt ud af at det var umuligt, løb hun ned af gangen for at hente hjælp.  Marlene Duus råbte og skreg inde i lejligheden. Han tæskede hende med jernrøret i flere minutter til blod og tænder lå på gulvet. Til sidst slæbte han hendes bevidstløse krop hen over gulvet og smed hende ud fra 3. sal, hvorefter han selv hoppede ud, for at begå selvmord.

De overlevede. Et sandt mirakel. De reddede både hendes og voldsmandens liv på rigshospitalets traumecenter. To år efter har Marlene lige lært at gå igen, og efter talrige operationer er hendes krop er ’repareret’ og hun har fået indsat nye tænder. Hun kan ikke kende sig selv, lever med kraftige smerter og er afhængig af morfin. 

Samtidig er hendes voldsmand, efter to år, fri igen. Han fortsætter sit liv med et job hos stjernekokken Claus Meyer. Selvom han i princippet stadig er fængslet, fik Marlene Duus et opkald fra hendes veninde der fortalte, at manden der ødelagde hendes liv og gjorde hende 50 % invalid nu går frit på gaden. Han har kun afsonet en tredjedel af hans straf på i alt seks år.

Hvis hun var død, havde han fået 12 år i fængsel. Det er vores opfattelse, at seks år en alt for kort straf. Især når han ikke engang sidder i fængsel den fulde længde. Straffen for drab og drabsforsøg burde være den samme, da gerningsmanden har samme intensioner. Hvis han havde tæsket hende 10 sekunder længere, eller hvis han havde ramt hende lidt hårdere i hovedet, havde hun måske været død i dag. Han skal ikke have seks år mindre i fængslet, fordi det ikke ’lykkedes’ ham at tage livet fra hende. Vi synes, at den tid man bruger på resocialisering burde lægges oven i straffen. Altså bør han sidde inde i seks år, og derefter skal tiden til en uddannelse lægges oven i. På det område er vi enige med Søren Hviid fra ’debat i et fængsel’.

Vores holdning er klar. Prioriteringen mellem offer og gerningsmand er fuldstændig forkert, da offeret for det meste er helt uden skyld. Derfor bør offeret komme i første række. Med det siger vi ikke, at vi ikke skal gøre noget for de kriminelle, fordi samfundet og systemet ikke gør nok for offeret, betyder det ikke, at vi ikke skal gøre noget for den kriminelle. Selvfølgelig skal han/hun hjælpes, men først efter personen har udstået sin straf og efter offeret er på vej videre. Systemet er helt forkert og det skal ændres markant. Der skal i det hele taget tænkes meget mere på offeret. Efter tre år har Marlene stadig ikke fået sin erstatning fra det offentlige, og hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet har afsluttet hendes sag. Hun har ikke fået nogen form for økonomisk hjælp. Hun skulle have haft medicin, transport og hendes mange behandlinger dækket af staten. Det fik hun ikke, men til gengæld blev der brugt 500.000 kroner på at renovere køkkenet i Vridsløselille statsfængsel. Mange steder får hun ikke slet ikke den hjælp, støtte og behandling hun skal have, da hun ifølge systemet kun er 10 % invalid. Ifølge alle lægeundersøgelser er hun 50 % invalid. Vi tror at det for hende ville have været en kæmpe fordel at få afsluttet hele sagen længe før. Hun har slet ikke fået støtte nok til at komme videre i sit liv.

En anden ting der er for dårligt, er den behandling hun har fået fra politiet og fængslet. Hvordan kan det være rigtigt at hun skal ringes op af sin veninde, for at få fortalt at hendes voldsmand går rundt på gaden? Han er på udgang fire år inden dommen er afsonet. Der er nogle regler for hvor han må være, men dem overholder han ikke. Marlene Duus vidste intet om denne udgangstilladelse. Han fortsætter med at være på udgang hver weekend i et år, hvorefter han starter på efteruddannelsen og kan bevæge sig frit i gaderne. Heller ikke det får hun af vide, selvom politiet havde lovet det. Det er fordi, at samarbejdet mellem fængslerne og politiet ikke er godt og derfor må de begge ende med at svigte Marlene Duus. Igen. Vi synes at der burde strammes op på kommunikationen mellem offer, politi og fængsel. Det er for dårligt, hvis offeret kan møde sin voldsmand på gaden fire år inden han skal ud af fængslet. Offeret skal i god tid have at vide, hvis voldsmanden kommer på udgang. Der skal være klare regler for hvor han må være. Derudover skal der holdes bedre øje med personen, så reglerne bliver overholdt.
Vi synes faktisk ikke, at folk der er dømt for vold overhovedet burde komme ud efter så kort tid af deres straf.

”Kære Claus Meyer. Tænker du mon på, at når der er en voldsmand, er der også et offer et sted? Tænker du på dine tre døtre, når du hører min historie? Når du hjælper ham, forstår du så, hvordan jeg føler mig straffet og ydmyget yderligere?” – Det har Marlene skrevet i sin kronik til Politikken. Ifølge os er det meget urimeligt at føre Claus Meyer ind i denne diskussion. Det tror vi udelukkende er gjort for at skabe opmærksomhed og debat. Folk bliver jo lidt mere interesserede når en kendt mand pludselig bliver brugt i overskrifterne. Han gjorde ikke noget forkert, han kendte ikke engang deres baggrund for straffen. Derfor er det ikke relevant, når hans navn bliver brugt til at navngive denne sag i pressen.

Vi synes, at det er rigtig flot at Marlene er stået frem og har skabt debat om systemets uretfærdige måde at behandle ofrene og de kriminelle på. På grund af den kritik af retssystemet som sagen har udløs, tror vi ikke, at sager som denne kan opstå igen.
Selvom vi helt sikkert tager Marlene Duus’ parti, synes vi stadig, at de kriminelle skal have en chance for et liv, efter de har udstået deres straf.

Liva og Caroline.

Kilder: Vi har brugt argumenter fra tv-debatten ’debat i et fængsel’, Marlene Duus’ kronik i Politiken og artikler fra BT.

Jeg bliver så ked af det på Marlene Duus vegne når jeg hører hendes historie – hvem gør ikke det? Jeg forstår godt hendes frustration omkring, at hendes eks-kæreste kan komme tilbage i samfundet i mens hun stadig kæmper for det. Han behøver kun et par år i fængsel, mens hun skal betale, for det han har gjort resten af livet.

Alligevel bliver vi nødt til, at sætte tingene i et større perspektiv.

Hvis det var ofrene der bestemte hvor hårdt folk skulle straffes, ville vi spærre alle inde, der nogensinde har stjålet en cykel - og smide nøglen væk. Der er så mange følelser i det her, at det næsten er umuligt at afgøre. Derfor er det godt, at vi har et retssystem, til at se på sagerne så upartisk som de kan. Vi har også et fængselssystem der forhåbentligt forbedrer fangerne, og sørger for, at de er klar til et  liv i samfundet senere hen.

Danskernes hævn og retfærdighedssans er drivkraften bag enhver straf i dagens Danmark. Ellers behøvede man jo slet ikke at straffe, men blot begynde at resocialisere med det samme.

Resocialisering virker rigtigt fornuftigt i mine øjne. Spørgsmålet er bare hvor stor succesraten er. Hjælper det noget, eller vil det bare være til ingen verdens nytte?

Vi har en forventning om, at når man gør noget, som er i strid med lovgivningen, må man stå til regnskab i den fulde målestok, som retten har fastsat. Jeg vil ikke kalde det for hævn, men retfærdighed.

Men når de så har udstået deres fulde straf, fortjener de så ikke en ny chance? At de ikke falder tilbage i kriminaliteten igen, gavner ikke kun dem, det gavner jo også os.

Det er hårdt at være udsat for så voldsomme oplevelser, at man er i livsfare. Det er også hårdt at være i fængsel uden at kunne bestemme over særlig meget af sin dagligdag.

Spørgsmålet er så bare – hvem har det værst? Den indsatte er vel trods alt selv ude om det – det var Marlene Duus ikke.

Laura

Skolemassakren i Newton

Fredag d 14. december 2012 blev 20 elever i alderen 6-7 år, samt seks kvindelige lærere, dræbt i byen Newton. De havde all mødt som de plejede om morgenen med forventningerne om, at det skulle blive en helt almindelig dag, men sådan skulle det desværre ikke gå. Ved omkring 10-tiden gik den 20-årige tidligere elev, Adam Lanza, ind på Sandra Hook Elementary School og slog 26 mennesker ihjel, der i blandt hans mor, som arbejdede på skolen, men hvad får dog nogen til at gøre sådan en forfærdelig ting?

Ifølge nogen af hans tidligere klassekammerater, blev Adam presset hårdt af sine forældre. Hans mor var skolelære på hans skole, og hans far var en succesrig forretningsmand. De havde begge tårnhøje forventninger til ham. De ønskede at han skulle opnå stor succes, og lagde på den måde et stort pres på hans skuldre, og hvem ønsker at skuffe sine forældre?

Adam Lanza’s klassekammerater husker ham også som den generte og lidt nørdede type. Lanza var medlem af en af skolens mest nørdede teknik-klubber, og han tilbragt derfor meget af sin fritid på skolen for at spille computerspil.

Nogen eksperter mener, at voldelige computerspil kan øge børnenes aggressioner og direkte føre til voldelig adfærd. Kunne dette være grunden til Adam Lanza’s handlinger, eller er computerspillene blot en syndebuk, fordi vi har brug for at give nogen skylden?

Man kan ikke sige noget konkret om, hvad der drev Adam Lanza ud i så voldsomme handlinger. Han havde ikke tidligere været rodet ind i kriminalitet eller på kanten med loven. Hans bror, Ryan Lanza, fortælle at han led af en personlighedsforstyrrelse, og havde en smule autistisk opførsel. Dette bekræftes af flere af hans tidligere klassekammerater, der fortæller at han var meget genert og havde få venner. Der er mange spekulationer om hans grund, men måske er der ikke én grund. Måske var det en blanding af flere ting. Hans forældres skilsmisse, de høje forventninger derhjemme, den fiktive computerverden, hans personlighedsforstyrrelse og de dårlige barndomsminder. Ingen kan svare entydigt på, hvad der får en ung 20-årig mand, til at tage 26 andre menneskers liv. Det eneste positive man kan sige om massakren er, at den i hvert fald har sat focus på våbenlovgivningen i USA.

Kilder: Borsen.dk, Information.dk, Berlingske.dk, Bt.dk

Mark Møiniche

Skolemassakren i Newtown

I Conecticut USA, gik Adam Lanza fredag den 14. december, ind på hans gamle skole i Newtown og skød vildt omkring sig. Han dræbte først sin mor og siden 20 elever og seks kvindelige lærer på skolen.

Adam Lanza var ikke udad til en person med problemer eller voldelig opførsel. Han virkede udad til perfekt, og det fleste af hans klassekammerater beskrev han som utrolig klog og yderst høflig. Men sådan var Adam Lanza overhoved ikke inden i. Han havde det svært med pres og forventninger fra sin mor. Siden han var lille har moren prøvet at forme ham til at være perfekt. Hun lærte ham at forsvare sig selv med våben og vigtigheden af skole. Lanzas mor har selv været lærer på skolen. Det store pres fra hjemme omkring skolen gjorde at Adam ikke kun være sig selv. Han blev meget indelukket, og hurtigt udstødt fra fællesskabet. Det sociale problem i skolen, gjorde at han blev meget alene. Det eneste sted hvor han kunne være sig selv, var i teknik-klubberne på skolen, bag computerskærmen. Han tilbragte det meste af sin fritid med computerspil. Computerspillende blev hurtigt Lanzas nye liv. Vi tror han brugte computerspillene som et frirum for hans tanker og følelser væk fra morens forventninger.

Nogle mener at de voldelige computerspil, kan havde stor påvirkning på skrøbelig børn. Lanza var selv et skrøbeligt barn pga. af hård barndom med et stort pres. Vi tror at hans handlinger, kan komme fra de voldelige computerspil, og den tætte kontakt med våben. Vi tror at han handlede, som han gjorde fordi hans computer liv blev for virkeligt. Undersøgelser viser også at børn efter lang tid med computerspil, kan havde svært ved at sjældne mellem virkelighed og den virtuelle verden.

Det er svært at forbygge børn kontakt med voldlige computerspil, men vi tror dog at der kan gøres en forskel. Hvis fx. ekspedienterne i spille og teknikforetninger overholder aldersgrænsereglen på de voldelige spil, ville problemet nok ikke forkomme hos små børn. Forældrene kunne også danne sig et overblik, over hvor lang tid deres børn spiller om dagen, og sammen men børnene sætte en grænse på spilleriet.

Adam Lanzas problemer kommer ikke kun fra computerspil men også fra psykiske problemer. Hvis nogle havde grebet ind tidligere, ville hændelsen måske ikke være sket. Men det svære i hans tilfælde er, at han ikke lignede en med problemer. Det gør det svært for andre at opfatte problemet. Hvis lærerene på skolen havde gjort større opmærksomhed på psykiskeproblemer, ville nogle måske have haft en chance for at opdage det.

Vi mener at man på skolerne burde gøre opmærksom på, at det er normalt havde problemer, og give elever nogle værktøjer til at håndtere problemerne med. Man kunne lave en brevkasse, man kunne tømme hver gang til klassenstime, give eleverne et sted de kan gå hen med deres problemer fx. en lærere, en skolepsykolog, en fast makker, et nummer man kunne ringe til osv. Man skal også gøre forældrene opmærksomme på, hvilke problemer en ung kan have nu om dage. Et godt fællesskab i klassen kan rede mange problemer men selfølgelig ikke alle. For at styrke fællesskabet kan man lave klasseangercementer, mad-grupper og i de små klasse legeaftaler. Vi mener sagtens problemet kan stoppes hvis man bare er lidt kreative.

Af Annika og Christian 

Kilder: Information.dk og Børsen. 

SKOLEMASSAKRER

Fredag den 14. december 2012 gik 20-årige Adam Lanza ind på en folkeskole i newton og skød vildt omkring sig. Han dræbte 20 elever i alderen 6-7 år og seks kvindelige lærer og ansatte på skolen. Inden skole skyderiet havde han skudt sin mor, og bagefter begik han selvmord. Hans forældre havde gennem hele hans barndoms liv lagt et stort pres på ham, og det resulterede da også i at han var pænt nørdet. Derudover var hen medlem af skolen teknik-klub og eftersigende en af de største nørder. Han tilbragte meget af sin tid på skolen med at spille computer. Og han er ikke den første voldsmand der har tilbragt størstedelen af sit liv i cyberspace. Undersøgelser viser at størstedelen af alle voldsmænd har brugt en stor del af deres liv på at spille voldlige computerspil. Nogle går så vidt, at de simpelthen giver skylden videre til blodige voldsspil. Her mener jeg dog ikke at vi kan give computerspillene skylden. Jeg mener at mennesker med voldelige tendenser bliver tiltrukket af spil hvor de kan afprøve deres vilje til at dræbe. Adam Lanzes mor var meget glad for våben og havde bl.a. lært ham at skyde da han var ganske lille. Derudover var hun lærer på den skole hvor han gik amok. Det at han skød sin mor først, og derefter hendes elever er måske mere tegn på at han ønskede hævn over sin mor. Vi ved at han var andeledes, og ud fra de artikler jeg har læst virker det som om at moren har presser ham meget. Vi hører intet om faren, men da hans forældre blev skilt og Adam blev boende hos sin mor, og udelukkende har skullet stå model til hendes forventninger, uden noget modstykke, blev det måske for meget. Jeg tror det eneste vi kan gøre i tilfælde som dette er at sikrer os at der er en ordentlig moral på skolen, så de svage ikke bliver mobbet, eller ligefrem udstødt. Det kan selvfølgelig være svært på så store skoler som denne, men jeg tror at man skal lave fællesskaber for de ”udstødte.” Så dem der har det svært kan møde andre der har det på samme måde. Våbenloven i USA hjælper selvfølgelig heller ikke, men nu har Obama fremført et forslag om at alle der køber et våben skal have et baggrundstjek/prøve for at teste deres psykiske tilstand.

-Anne