Jeg bliver så ked af det på Marlene Duus vegne når jeg hører hendes historie – hvem gør ikke det? Jeg forstår godt hendes frustration omkring, at hendes eks-kæreste kan komme tilbage i samfundet i mens hun stadig kæmper for det. Han behøver kun et par år i fængsel, mens hun skal betale, for det han har gjort resten af livet.

Alligevel bliver vi nødt til, at sætte tingene i et større perspektiv.

Hvis det var ofrene der bestemte hvor hårdt folk skulle straffes, ville vi spærre alle inde, der nogensinde har stjålet en cykel - og smide nøglen væk. Der er så mange følelser i det her, at det næsten er umuligt at afgøre. Derfor er det godt, at vi har et retssystem, til at se på sagerne så upartisk som de kan. Vi har også et fængselssystem der forhåbentligt forbedrer fangerne, og sørger for, at de er klar til et  liv i samfundet senere hen.

Danskernes hævn og retfærdighedssans er drivkraften bag enhver straf i dagens Danmark. Ellers behøvede man jo slet ikke at straffe, men blot begynde at resocialisere med det samme.

Resocialisering virker rigtigt fornuftigt i mine øjne. Spørgsmålet er bare hvor stor succesraten er. Hjælper det noget, eller vil det bare være til ingen verdens nytte?

Vi har en forventning om, at når man gør noget, som er i strid med lovgivningen, må man stå til regnskab i den fulde målestok, som retten har fastsat. Jeg vil ikke kalde det for hævn, men retfærdighed.

Men når de så har udstået deres fulde straf, fortjener de så ikke en ny chance? At de ikke falder tilbage i kriminaliteten igen, gavner ikke kun dem, det gavner jo også os.

Det er hårdt at være udsat for så voldsomme oplevelser, at man er i livsfare. Det er også hårdt at være i fængsel uden at kunne bestemme over særlig meget af sin dagligdag.

Spørgsmålet er så bare – hvem har det værst? Den indsatte er vel trods alt selv ude om det – det var Marlene Duus ikke.

Laura