Sagen om Marlene Duus'

Den 19. november 2008, stod Marlene Duus' op sammen med hendes veninde hjemme hos hende selv efter en hyggelig venindeovernatning. Da de skulle sige farvel i hendes gang, dukkede Marlenes ekskæreste uventet op i døren med et tungt, rustent jernrør. Han slog vildt omkring sig. Veninden prøvede at stoppe ham, men da de fandt ud af at det var umuligt, løb hun ned af gangen for at hente hjælp.  Marlene Duus råbte og skreg inde i lejligheden. Han tæskede hende med jernrøret i flere minutter til blod og tænder lå på gulvet. Til sidst slæbte han hendes bevidstløse krop hen over gulvet og smed hende ud fra 3. sal, hvorefter han selv hoppede ud, for at begå selvmord.

De overlevede. Et sandt mirakel. De reddede både hendes og voldsmandens liv på rigshospitalets traumecenter. To år efter har Marlene lige lært at gå igen, og efter talrige operationer er hendes krop er ’repareret’ og hun har fået indsat nye tænder. Hun kan ikke kende sig selv, lever med kraftige smerter og er afhængig af morfin. 

Samtidig er hendes voldsmand, efter to år, fri igen. Han fortsætter sit liv med et job hos stjernekokken Claus Meyer. Selvom han i princippet stadig er fængslet, fik Marlene Duus et opkald fra hendes veninde der fortalte, at manden der ødelagde hendes liv og gjorde hende 50 % invalid nu går frit på gaden. Han har kun afsonet en tredjedel af hans straf på i alt seks år.

Hvis hun var død, havde han fået 12 år i fængsel. Det er vores opfattelse, at seks år en alt for kort straf. Især når han ikke engang sidder i fængsel den fulde længde. Straffen for drab og drabsforsøg burde være den samme, da gerningsmanden har samme intensioner. Hvis han havde tæsket hende 10 sekunder længere, eller hvis han havde ramt hende lidt hårdere i hovedet, havde hun måske været død i dag. Han skal ikke have seks år mindre i fængslet, fordi det ikke ’lykkedes’ ham at tage livet fra hende. Vi synes, at den tid man bruger på resocialisering burde lægges oven i straffen. Altså bør han sidde inde i seks år, og derefter skal tiden til en uddannelse lægges oven i. På det område er vi enige med Søren Hviid fra ’debat i et fængsel’.

Vores holdning er klar. Prioriteringen mellem offer og gerningsmand er fuldstændig forkert, da offeret for det meste er helt uden skyld. Derfor bør offeret komme i første række. Med det siger vi ikke, at vi ikke skal gøre noget for de kriminelle, fordi samfundet og systemet ikke gør nok for offeret, betyder det ikke, at vi ikke skal gøre noget for den kriminelle. Selvfølgelig skal han/hun hjælpes, men først efter personen har udstået sin straf og efter offeret er på vej videre. Systemet er helt forkert og det skal ændres markant. Der skal i det hele taget tænkes meget mere på offeret. Efter tre år har Marlene stadig ikke fået sin erstatning fra det offentlige, og hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet har afsluttet hendes sag. Hun har ikke fået nogen form for økonomisk hjælp. Hun skulle have haft medicin, transport og hendes mange behandlinger dækket af staten. Det fik hun ikke, men til gengæld blev der brugt 500.000 kroner på at renovere køkkenet i Vridsløselille statsfængsel. Mange steder får hun ikke slet ikke den hjælp, støtte og behandling hun skal have, da hun ifølge systemet kun er 10 % invalid. Ifølge alle lægeundersøgelser er hun 50 % invalid. Vi tror at det for hende ville have været en kæmpe fordel at få afsluttet hele sagen længe før. Hun har slet ikke fået støtte nok til at komme videre i sit liv.

En anden ting der er for dårligt, er den behandling hun har fået fra politiet og fængslet. Hvordan kan det være rigtigt at hun skal ringes op af sin veninde, for at få fortalt at hendes voldsmand går rundt på gaden? Han er på udgang fire år inden dommen er afsonet. Der er nogle regler for hvor han må være, men dem overholder han ikke. Marlene Duus vidste intet om denne udgangstilladelse. Han fortsætter med at være på udgang hver weekend i et år, hvorefter han starter på efteruddannelsen og kan bevæge sig frit i gaderne. Heller ikke det får hun af vide, selvom politiet havde lovet det. Det er fordi, at samarbejdet mellem fængslerne og politiet ikke er godt og derfor må de begge ende med at svigte Marlene Duus. Igen. Vi synes at der burde strammes op på kommunikationen mellem offer, politi og fængsel. Det er for dårligt, hvis offeret kan møde sin voldsmand på gaden fire år inden han skal ud af fængslet. Offeret skal i god tid have at vide, hvis voldsmanden kommer på udgang. Der skal være klare regler for hvor han må være. Derudover skal der holdes bedre øje med personen, så reglerne bliver overholdt.
Vi synes faktisk ikke, at folk der er dømt for vold overhovedet burde komme ud efter så kort tid af deres straf.

”Kære Claus Meyer. Tænker du mon på, at når der er en voldsmand, er der også et offer et sted? Tænker du på dine tre døtre, når du hører min historie? Når du hjælper ham, forstår du så, hvordan jeg føler mig straffet og ydmyget yderligere?” – Det har Marlene skrevet i sin kronik til Politikken. Ifølge os er det meget urimeligt at føre Claus Meyer ind i denne diskussion. Det tror vi udelukkende er gjort for at skabe opmærksomhed og debat. Folk bliver jo lidt mere interesserede når en kendt mand pludselig bliver brugt i overskrifterne. Han gjorde ikke noget forkert, han kendte ikke engang deres baggrund for straffen. Derfor er det ikke relevant, når hans navn bliver brugt til at navngive denne sag i pressen.

Vi synes, at det er rigtig flot at Marlene er stået frem og har skabt debat om systemets uretfærdige måde at behandle ofrene og de kriminelle på. På grund af den kritik af retssystemet som sagen har udløs, tror vi ikke, at sager som denne kan opstå igen.
Selvom vi helt sikkert tager Marlene Duus’ parti, synes vi stadig, at de kriminelle skal have en chance for et liv, efter de har udstået deres straf.

Liva og Caroline.

Kilder: Vi har brugt argumenter fra tv-debatten ’debat i et fængsel’, Marlene Duus’ kronik i Politiken og artikler fra BT.